Jeg vågnede tidligt i morges kl. 6.00 til alarmen. Det første, jeg gjorde, var at tjekke vejrudsigten. Med -4°C var det tydeligt, at det ville blive en kold dag, men jeg tænkte ikke videre over det. Jeg kom hurtigt ud af sengen og gjorde mig klar til morgenmad kl. 6.30. Morgenmaden var enkel, men tilstrækkelig til at give mig energi til dagens opgaver. Jeg var spændt, men også klar til at få arbejdet gjort, selvom jeg ikke vidste, hvad dagen ville bringe.

Kl. 7.15 var jeg ved stationen og ventede på bussen, som kom cirka kl. 7.23. Det var en kort tur, og allerede kl. 7.28 steg jeg af og gik mod butikken. Luften var skarp og kold, men jeg havde travlt og tænkte ikke så meget over det. Jeg ankom til butikken kl. 7.35 og gik straks i gang med dagens opgaver.

I butikken blev fik jeg besøg fra Specsavers Sveriges hovedkontor. Der var to personer fra deres team, herunder hende, der har haft ansvaret for projektet, og som jeg har været i tæt kontakt med gennem hele processen. Det var rart at have dem på stedet, for jeg vidste, at flere øjne kunne hjælpe, hvis der opstod udfordringer. På det tidspunkt anede jeg dog ikke, hvor komplekst arbejdet ville blive i dag.

Da jeg begyndte at sætte udstyret op, blev det hurtigt klart, at der var problemer med netværket. Den port, jeg skulle bruge, virkede ikke. Normalt er det lige til, da der står et nummer på stikkene i væggen. Dem skulle jeg så finde i rack-skabet, og føre et kabel til den rette port i en switch. Det førte til, at vi skulle fejlsøge på tværs af flere teknikere – i alt fire af os arbejdede onsite, og vi havde desuden kontakt til en tekniker i Danmark. Faktisk var vi, på et tidspunkt 5 personer i butikken der arbejdede med det. Inklusive den tekniker, der kom med det kliniske udstyr.

De netværksporte, vi testede, var blevet installeret for nylig af en elektriker, men det viste sig, at de var mærket forkert. Det gjorde fejlsøgningen endnu mere tidskrævende, fordi vi hele tiden skulle dobbelttjekke, hvilken port vi egentlig arbejdede med. De korrekte kabler lå endda og gemte sig inde bagi rackskabet, så de var ikke lette at få øje på. Tænker der er nogen, der står til en skideballe senere hen, når der bliver lavet status på denne butik.

Det var frustrerende, men vi hold alle hovederne kolde og arbejdede metodisk gennem opgaven.

Som om det ikke var nok, viste det sig, at pc’en, jeg skulle installere, manglede 18 drivere. Jeg fik hjælp af én fra IT-afdelingen i Danmark, da jeg ikke havde rettighed til at downloade og installere dem selv, men det føltes som en kamp mod uret.

Midt i alt dette var det en stor hjælp at have folk fra Specsavers til stede. De var forstående og kunne også give feedback og indspark undervejs. Det gjorde hele situationen mindre stressende, fordi vi samarbejdede godt om at løse problemerne. Bare tanken om, hvor længe jeg potentielt skulle have været i butikken (for at fejlsøge). Tænker det kunne have taget 3-4 timer yderligere - måske endda længere.

Klokken 13.10 var jeg endelig færdig med arbejdet i butikken. Det var en lettelse at have nået så langt, men jeg vidste, at dagen ikke var slut endnu. Min kollega var stadig i gang med at løse problemer i en anden butik, og jeg forsøgte at hjælpe ham via Microsoft Teams, inden jeg tog tilbage til hotellet.

Han havde brug for hjælp til en specifik opgave med det kliniske udstyr. Ved at kigge i en pdf-vejledning fandt jeg ud af, at han havde overset et punkt. Efter han havde udført det punkt, fungerede det.

Klokken 14.05 kunne jeg endelig forlade butikken og begynde turen tilbage til hotellet. Desværre opstod der endnu en mindre udfordring: Jeg kom på den rigtige bus med det korrekte nummer, men desværre i den forkerte retning. Da jeg blev klar over det, stod jeg af bussen. Næste punkt var så at finde nærmeste busstop, som havde en bus, der kørte mod centrum. Det tog lidt tid at finde ud af, og jeg nåede først tilbage på hotellet klokken 14.50.

Da jeg endelig var tilbage, besluttede jeg, at resten af dagen skulle bruges på at koble af. Efter en dag med så mange tekniske udfordringer og intensivt arbejde havde jeg brug for at få ladet op.

Kl. 18.00 gik jeg hen og købte noget aftensmad og tillod mig selv at slappe helt af resten af aftenen.

Når jeg ser tilbage på dagen, er jeg både tilfreds og træt. Det var en udfordrende dag, men samtidig føles det godt at vide, at jeg bidrog med min erfaring og fik løst problemerne – både i Backaplan via online hjælp til min kollega. Det minder mig om, hvor vigtigt det er at have styr på detaljerne og være fleksibel, når tingene ikke går som planlagt. I morgen venter en ny dag med nye opgaver, men i dag kan jeg være stolt af, hvad jeg har opnået.

Gik i seng kl. 22.00