Jeg stod op kl. 8.45 og besluttede mig for at gå til gudstjeneste kl. 11.00 i "We Are One Church." Jeg havde lagt mærke til kirken tidligere på ugen, da jeg gik til den første butik.
Gudstjenesten var fin, men der var et par ting, der fangede min opmærksomhed. Kirken arbejder efter et G12-princip, der handler om at skabe discipelgrupper på 12 personer, som træner andre til at blive ledere. Tanken er inspireret af Jesus, der tilbragte tid med sine disciple for at forme dem personligt. Dog kunne jeg se en mulig udfordring i dette setup, da det let kan føre til dannelse af kliker. Som helt ny i kirken oplevede jeg ikke meget imødekommenhed fra menigheden. Bortset fra de folk, der stod ved døren og bød velkommen til alle, var der kun én person, der kom over og hilste på mig, selvom jeg stod alene i receptionen i over 20 minutter.
Lovsangen var god, men ligesom i Hillsong sidst jeg var i Stockholm, savnede jeg engelske oversættelser af de svenske sange, især fordi så mange andre ting i kirken stod på engelsk.
Efter gudstjenesten gik jeg hjem og fik noget at spise, hvorefter jeg begyndte at arbejde på billedgalleriet til hjemmesiden. Jeg startede med billederne, jeg tog i går ved Vasa Museet.
Omkring kl. 20.00 ankom min kollega efter en lang rejsedag. Han stødte dog på et praktisk problem – hans nøgle til hængelåsen på kufferten virkede ikke. Heldigvis fandt hotelværten en boltsaks, så han kunne få låsen op.
Jeg gik i seng kl. 22.00, da jeg skulle tidligt op næste dag. Planen var at køre senest kl. 6.50, da de 20 km til butikken kan tage op mod 45 minutter.
I morgen skal jeg besøge Specsavers-butikken i Sollentuna Centrum. Dette center er et af Stockholms første designorienterede indkøbscentre og rummer næsten 110 butikker. Med sine 1.500 parkeringspladser er det et stort center med mange muligheder, både for shopping og for at finde parkering tæt på indgangen.
Planen er at komme tidligt afsted fra hotellet, så jeg har god tid til at finde butikken og parkere uden stress. Jeg håber, dagen vil forløbe lige så effektivt som de foregående dage, hvor arbejdet blev afsluttet hurtigt og uden større udfordringer. Jeg skal desuden på udkig efter en kuffertvægt, da jeg vil have fundet ud af, hvor tung min nuværende kuffert er. For tankerne går på at skifte kufferten ud til en større, til de kommende etaper (hvor det kan blive noget køligere, og derfor krav til tøjet anderledes).